Julie tog uddannelsen med hjem til Lemvig

11. august 2026

Billede

Julie Skaarup Jensen ville gerne flytte hjem til Vestjylland. Men som nyuddannet kemiingeniør med speciale i kemiteknologi var hun længe i tvivl om, om hun kunne finde et job, der matchede hendes uddannelse. I dag arbejder hun hos Skovgaard Energy med de teknologier, hun skrev speciale om.

Julie Skaarup Jensen har altid været nysgerrig.

Hun er typen, der læser indholdslisten på næsten alt, hun køber. Podcasts om videnskab kører ofte i høretelefonerne, og interessen for at forstå, hvordan ting hænger sammen, har været der, så længe hun kan huske. Den nysgerrighed begyndte allerede i barndommen i Fabjerg.

"Jeg kan godt lide at forstå, hvorfor ting virker, som de gør. Kemi, fysik og matematik har altid givet mening for mig."

På Lemvig Gymnasium blev det tydeligt for hende, at det var den naturvidenskabelige vej, hun skulle gå. Det førte hende siden til Aarhus, hvor hun uddannede sig til kemiingeniør og senere tog en kandidat som civilingeniør med fokus på blandt andet bæredygtig energi, Power-to-X, batterier og CO₂-reduktion.

"Min kandidat handlede faktisk om det, jeg arbejder med i dag hos Skovgaard Energy. Derfor betyder det også noget, at jeg får lov til at bruge den viden i praksis."
Billede

Kunne man komme hjem?

Julie boede otte år i Aarhus. Hun var glad for studielivet, men tanken om at vende hjem forsvandt aldrig.

"Det var fedt at være studerende i Aarhus, men følelsen af at ville hjem på et tidspunkt har egentlig altid været der."
Da hun og hendes mand blev forældre, begyndte ønsket at fylde endnu mere.
"Vi tænkte på den barndom, vi selv har haft. Vi ville gerne give vores barn nærheden til bedsteforældre og den tryghed, vi selv er vokset op med."
Hun vidste godt, hvor hun gerne ville bo. Hun vidste bare ikke, om jobbet fandtes der.

"Jeg havde jo nok en forestilling om, at de spændende job indenfor mit fagområde lå i de store byer. Og derfor betød det meget for mig at vide, at der fandtes en virksomhed som Skovgaard Energy her i området. Det gjorde det meget nemmere at forestille sig en fremtid her."
Familien flyttede til Holstebro i foråret 2025, og Julie sendte en uopfordret ansøgning til Skovgaard Energy, selvom virksomheden egentlig søgte nogle andre profiler til medarbejderstaben.

"Jeg tænkte bare, at nu prøver jeg."

Et par uger senere blev hun kaldt til samtale. Flere møder senere havde hun ikke bare fået sit første job. Hun havde også fået svar på det spørgsmål, der havde fulgt hende gennem studiet: Om der fandtes et arbejde i hjemegnen, der matchede hendes uddannelse. Det gjorde der.

Fra teori til virkelighed

I dag er Julie kemiingeniør hos Skovgaard Energy.

En stor del af arbejdet foregår på anlægget i Ramme, hvor hun blandt andet er med til at få ammoniakanlægget godt i drift. Samtidig spænder arbejdsdagene bredt mellem miljøtilsyn, myndighedsarbejde, registreringer og optimering af anlæg.

"Arbejdsdagene varierer virkelig meget, og det kan jeg rigtig godt lide."

Det er samtidig hendes første job efter studiet.

"Jeg blev taget rigtig godt imod. Det var en tryg start, og det betyder meget, når man er nyuddannet."

Et sted at bygge familieliv

I dag bor familien i Holstebro, hendes mand arbejder i Herning, men fritiden bliver ofte brugt på Lemvig-egnen. For Julie handler det udover arbejdet også om at vende tilbage til det fællesskab, hun selv voksede op i.

"Mine forældre bor i Fabjerg, mine bedste veninder er flyttet hjem, og man møder bare hinanden på en anden måde her. Det giver en tryghed."

Hun oplever også, at mange fra hendes generation har truffet samme valg.

"Hvis man alligevel skal starte familieliv, hvorfor så gøre det et sted, hvor man ikke har nogen tilknytning?"

Da Julie begyndte på kemiingeniøruddannelsen, var hun overbevist om, at de mest interessante job lå i de større byer. I dag ser hun anderledes på det og håber, at andre med lange uddannelser undersøger mulighederne, før de afskriver hjemegnen.

"Mit råd er egentlig bare: Undersøg mulighederne. Jeg troede selv, jeg skulle blive i en storby for at få et spændende job, der matchede min uddannelse. Det viste sig, at jeg tog fejl."