Grønt lys til Klimapark Nordvestjylland og Power-to-X i Energy Hub Holstebro

15. juni 2025

Billede

I denne uge deltog Skovgaard Energy på Folkemødet på Bornholm, og det var med gode nyheder fra det Nordvestjyske. De tre kommuner, hvor Klimapark Nordvestjylland ligger – Struer, Holstebro og Lemvig – har nemlig givet grønt lys til at gå videre med planlægningen af Klimapark Nordvestjylland og Skovgaard Energys Power-to-X-projekt i Energy Holstebro.

Der var gode, grønne nyheder fra Nordvestjylland, da Skovgaard Energy sammen med flere Nordvestjyske Kommuner gæstede årets Folkemøde på Bornholm.

Holstebro, Lemvig og Struer Kommune har nemlig godkendt, at planlægningen af Klimapark Nordvestjylland og Power-to-X-projektet i Idomlund kan indgå i næste planlægningsfase. Et stort skridt mod en grønnere fremtid.

- Klimaparken er vores bud på, hvordan vi skaber grøn energi og regional udvikling, mens vi styrker natur og biodiversitet. For vi tror ikke på, at man behøver vælge enten eller – energi, natur og mennesker, kan sagtens trives side om side, siger Uffe Christensen, chef for projektudvikling i Skovgaard Energy og fortsætter:

- Hos Skovgaard Energy går vi til opgaven med stolthed og ydmyghed. Der er masser af arbejde endnu – samtaler og møder for at finde den rette balance mellem Klimaparkens elementer sammen med naboer og lokalsamfund – men det er en stor opgave, vi virkelig ser frem til. Jeg glæder mig til gode dialoger og kaffesnakke i fremtiden, siger han.

Sammen med Power-to-X-projektet i Idomlund skal Klimaparken sikre, at værdikæden i Nordvestjylland går op i en højere enhed. Sammenhængskraften mellem Klimaparken og Energy Hub Holstebro sikrer, at den grønne energi, vi producerer i Nordvestjylland, også forædles lokalt og skaber nye arbejdspladser og uddannelser samt økonomisk vækst i området til gavn både lokalt, nationalt og globalt.

Du kan læse meget mere om Klimapark Nordvestjylland på projektets hjemmeside https://klimaparknordvestjylland.dk/